EM-klumme: Heldet følger de tossede...

”Heldet følger visse personer”, sagde min morfar altid, når jeg vandt i et eller andet brætspil. Underforstået: De tossede. Jeg tror, han lod mig vinde, så det havde ikke noget med held at gøre – eller dygtighed, for den sags skyld.

Heldigt var det derimod for det danske håndboldlandshold i aftes, at Polen slog Tyskland. Danmarks egen sejr over Sverige var ikke på grund af held – det var en kombination af dygtighed og at svenskerne, lidt i morfar-stil, ”lod” danskerne vinde. Ikke fordi, de havde besluttet sig for, at ”den her, den giver vi til Danmark”, men fordi de ikke selv havde en blå-gul klaphat at spille for. Danskernes motivation var så meget større, at den kamp i realiteten var afgjort allerede før startsignalet.

Det skal ikke lyde som om, den danske kvalifikation til EM-semifinalen ikke er noget at glæde sig over. Tværtimod, det er vildt glædeligt, og på baggrund af sejrene i mellemrunden er den endda fortjent (men så skal man glemme Polen-kampen i indledende runde). Lad gå, at sejren over Sverige kom lidt let i hus, men især i Tysklands-kampen var det vilje, fight og vedholdenhed, der gav Danmark triumfen.

Hvad der i øvrigt skete med Tyskland i mellemrunden går over min forstand. De burde have cruiset til semifinalen med dét udgangspunkt, men de smed det hele væk – mod Polen i går havde de føringen få minutter før tid, men fik et hav af udvisninger og begik fejl på fejl i slutfasen. Men det er ikke vores problem, vi skal bare glæde os over, at polakkerne var dygtige nok til at udnytte det.

Frankrig er nærmest et kapitel for sig selv ved EM. Før slutrunden havde de alle titler, der findes i landsholdshåndbold. Nu er de ude, og dermed ved vi, at de i hvert fald ikke er regerende Europamestre mere efter på søndag. Jeg kan ikke huske, at jeg har set les bleus spille så ringe, som de har gjort i Serbien. Det er mærkeligt, at begge VM-finalisterne fra sidste år har haft et så... ahem, svingende EM. Danmarks semifinaleplads sørger dog for en vis grad af orden i universet...

Nu venter Spanien i semifinalen, og på denne plads skal vi stadig ikke spå om resultatet. Men vi kan håbe, de danske drenge har spillet sig så meget i form, at det ikke bliver nødvendigt at være helt så heldige, som de har været hidtil. For hvis der er noget om det dér med karma, så er heldet vist snart sluppet op. Men ved vi overhovedet, hvor godt landsholdet er? Hvad vi har lært under slutrunden er, at det ikke var så godt, som de fleste troede, men vi kan vælge at se på de svingende præstationer som et udslag af en lidt for stor tro på egne evner, der nu bør være elimineret. Hvis det er tilfældet, er evnerne altså stadig store nok til, at de krydret med den rette portion fight og gejst kan række langt.

Der skal nok stadig lidt held til for at hive noget med hjem, så lad os håbe, at karmaen under os lidt mere. Heldet følger de dygtige, og jeg fastholder trods slingrekursen i Serbien, at de danske spillere ER dygtige.

Men heldet følger jo også de tossede, for at vende tilbage til min morfar. Det kan godt være, det hele ender med en dansk fjerdeplads og dermed ingen medaljer. Men som EM har udviklet sig tør jeg fastslå: Danmark har Europas mest tossede landshold. Og tak for det!