EM-klummen: Det virkelige guld

Ulrik Wilbek sagde til studievært Morten Ankerdahl i det lettere kaotiske EM-studie efter finalesejren: ”Morten, for fanden – du kan da ikke stå og analysere nu”. Sjovt og pudsigt, for landstræneren udgav for nogle år siden en bog med titlen ”Hvad føler du?”, hvori han revser danske sportsjournalister for at spørge ind til følelser frem for analyser. Men selvfølgelig er en finale kun til for at blive vundet, og på den måde har landstræneren ret: Der er måske ikke nogen grund til analyser.

Jeg har aldrig helt købt præmissen for bogen, for sport lever og dør netop i kraft af følelser. Se bare på semifinalen mellem Serbien og Kroatien. Kampen med de store historiske og politiske undertoner drænede serberne følelsesmæssigt, så de ikke havde mere at komme med i finalen. På den måde kan man hævde, at netop følelser afgjorde EM. Alligevel prøver håndbold.dk hermed at kaste sig ud i en slags analyse – ikke bare af finalen, men af Danmarks indsats ved EM som helhed.

Det er mirakuløst, at Danmark nu står som Europamestre. Der var held med i spillet – det er hævet over enhver tvivl, for det var helt usandsynligt, at alle andre resultater end Danmarks egne i den grad gik landsholdets vej i mellemrunden, hvortil Danmark som bekendt kom med nul point efter en ringe indledende runde. Men der er mere i det end mirakler og held.

Der er nogle spillere af høj, høj klasse. De overpræsterede ikke i mellemrunden og slutkampene – de underpræsterede snarere i indledende runde. Og der er et landshold med en fantastisk mentalitet. For da alt håb så ud til at være ude, da EM lignede en gedigen fiasko – da spillede de bare videre og troede på sagen til sidste sekund. De vandt deres kampe, som de skulle, og dermed gjorde de deres bedste på de områder, de selv havde indflydelse på.

Det kan man lære en del af. Der vil altid være nogle ydre omstændigheder, der påvirker éns liv både på en sportsbane og udenfor, men dem kan man ikke tage hensyn til. Man må bare gøre sit og håbe, resten flasker sig. Gør det ikke det, kan man i det mindste se sig selv i spejlet og med oprejst pande sige: Jeg gjorde sgu, hvad jeg kunne.

Ligeså kan man lære af individuelle spillere på det danske landshold at vælge sine øjeblikke. Det kan godt være, man har en halvskidt periode, men hvis man kan stramme ballerne på de afgørende øjeblikke, kan man nå langt. Det var det, en mand som Mikkel Hansen for eksempel gjorde ved EM. Hans generelle niveau var en tak under det, vi så ved VM sidste år, men han slog til på afgørende tidspunkter undervejs. Tænk på hans frispilning af Hans Lindberg i de døende sekunder af kampen mod Makedonien, tænk på hans frikast i overtiden af første halvleg i semifinalen mod Spanien, og tænk på hans præstation i finalen, hvor han nærmede sig verdensklasse. Mikkel Hansen slog til, da det gjaldt i en slutrunde, hvor det ellers ikke spillede 100 procent for ham. Igen et eksempel til lærdom og efterfølgelse. Det samme kan man sige om Niklas Landin, der generelt i de sidste to uger har bevæget sig en smule under Malmö-niveauet, men som overgik sig selv i finalen og næsten bogstavelig talt ikke var til at skyde igennem.

Gør man, hvad man kan, og vælger man sine øjeblikke, kan man – uanset, hvordan livet end former sig – sætte sig til rette i lænestolen på plejehjemmet med ro i sjælen og sidde med børnebørnene på sine værkende knæ og fortælle poderne med store, undrende øjne om, hvad man i januar 1012 lærte af Mikkel Hansen, Niklas Landin og alle de andre.

Det er det virkelige guld, Danmarks håndboldherrer har givet nationen. Tak for det.