Klumme: Lap Qatar-hullet i håndboldloven

Man rystede nærmest på hovedet over ugens nyhed om, at Qatars landshold ville forsøge at overtale Nikolaj Markussen til at skifte håndboldmæssigt statsborgerskab og stille op for det stenrige ørkenland ved det VM, oliestaten afholder i 2015. At landshold i princippet kan agere som klubhold og købe sig til succes, vidner om et hul i reglerne, som skal lappes. Der skal laves en lex qatari.

Som sagerne står nu, kan en spiller stille op for et land, han eller hun ingen tilknytning har til, hvis vedkommende i en periode på tre år ikke har spillet for sit eget land. I Nikolaj Markussens tilfælde vil det sige, at hvis han ikke spiller for Danmark fra i år, er han berettiget til at stille op for Qatar i 2015. Det giver et sjovt billede i hovedet at forestille sig den lyse mand repræsentere skæggede, turbanklædte sheiker på banen – og gad vide om Qatars borgere vil føle nogen særlig samhørighed med et landshold, hvis spillere er skandinaver eller østasiater?

Misforstå ikke: Der kan siges meget godt om åbne grænser og menneskers frie ret til at bosætte sig, hvor de måtte ønske, og meget dårligt om at dele mennesker op i ”os og dem”, stavnsbinde folk til deres fødelande og hegne sig selv inde bag pigtrådslignende regler og love. Men i forbindelse med sport på internationalt plan er en del af fascinationen, at man følger ”sit eget folk” i styrkeprøve mod ”de andre”. Der er simpelthen en stolthed og romantik, der går fløjten, hvis et landshold kan bestå af hvem som helst. Man kan mene, at det er en gammeldags og nationalromantisk holdning, men et landsholds berettigelse vil fade ud, hvis det bliver reduceret til et all-star-verdenshold. Det er noget andet med sport på klubplan, for klubkampe kan betragtes som slag mellem byer, og hvis man vælger at slå sig ned i en bestemt by, stiller man op for den. Og så kan tilhængerne være stolte af, at dygtige spillere vil bo i deres by og repræsentere den på banen. Men man kan ikke ændre på, hvilket land man er født i.

På dette område halter håndbolden tydeligvis efter fodbolden. Dér er reglerne sådan, at når man én gang har repræsenteret for eksempel Danmark på seniorplan, er man fodbold-dansker resten af sin karriere. En spiller med udenlandsk baggrund, der er dansk statsborger, kan godt spille for sine forældres land – men når han har spillet for Danmark én gang, har han valgt landshold for livet. Det giver mening, for det er et valg med hjertet, og vi andre kan godt være stolte af, at en dygtig spiller med sort hår og brune øjne føler sig så dansk, at han vil spille i den røde trøje. Den nationale stolthed er således intakt – og den er hamrende vigtig i landsholdssport.

Hvis håndbolden ikke indfører et regelsæt a'la fodboldens, kan Qatar stille op til VM med et landshold uden en eneste qatarer (eller hvad den korrekte betegnelse for personer fra Qatar er – google gav intet svar...), og så fordufter den vigtige nationale stolthed uden hvilken, det ikke giver mening at afholde verdensmesterskaber.

Men lur mig om ikke en del afdankede storspillere fra forskellige lande vælger at score karrierens sidste bas-ører på at stille op for oliestaten ved VM i 2015. Det tjener Nikolaj Markussen til ære, at han ikke er til fals for ussel mammon. Der er garanteret ellers masser af penge i det – og dem har de nok af dernede. Om ikke andet har håndbolden nu leveret endnu en grund til at indføre alternative energiformer...