- Nyheder
-
Ugensprofil - Louise Bager Due
Skrevet af Jesper Harborg, man, 01/23/2012 - 19:03
Foto: VHK
Navn: Louise Bager Due
Alder: 29
Mål i denne sæson: 0
Plads på banen: Keeper
Tidligere klubber:
Hjallerup IF, LSU SæbyHun har været en del af mange forskellige keeper-konstellationer i de ca. ti år, hun har været i Viborg HK, hvor hun for nylig rundede 300 kampe. Louise Bager Due er Ugens Profil, og hun husker stadig benovelsen, da hun kom til Viborg som 19-årig.
- Jeg kan huske, jeg synes, det var vildt at skulle være en del af den trup, som man havde set så meget op til i så mange år. Der var mange af de spillere, som jeg havde autografer af fra jeg var helt lille. Og jeg havde Ulrik (Wilbek, red.) på sidelinjen – så det var utrolig fascinerende. Jeg var meget fascineret over at være en del af det, og jeg syntes det var mega fedt, siger hun til håndbold.dk.
- Jeg var udmærket klar over, dengang jeg kom, at jeg var andetvalg. Men trods det fik jeg egentlig meget spilletid, for Ulrik har altid ment, at har man nogen med på bænken, så er det også for at bruge dem. Og selv om jeg var 19, så kom jeg også ind i Champions League-kampene. Så det var et rigtig godt skifte for mig, siger Louise Bager Due.
Siden hun blev mor for knap to år siden, har Louise Bager Due fået sat håndbolden i perspektiv, hvilket hun mener har gjort hende endnu bedre. Men selvfølgelig har også samarbejdet med forskellige klasse-målvogtere skubbet hende i den rigtige retning. Hun har lært noget af dem alle, men måske især norske Heidi Tjugum, der var førstekeeper i Louise Bager Dues første år i Viborg.
- Jeg lærte rigtig meget af Heidi Tjugum dengang jeg kom og kunne suge til mig, men jeg tænker på, om det har noget med min alder dengang at gøre. Men jeg synes, jeg har kunnet lære meget af dem alle sammen, siger hun.
- Der er stor forskel på at arbejde sammen med en Christina Pedersen, som jeg gør lige nu og en Valerie Nicolas, som jeg også har arbejdet sammen med. Men det har været nogle gode ting på hver sin måde. I starten havde jeg Heidi Tjugum, som havde en enorm erfaring inden for håndbold. Jeg kunne suge til mig hele tiden. Med årene er det blevet mere og mere lige, hvem der er etter og toer, det bruger vi ikke så meget tid på, men hvor vi i hvert fald har kunnet supplere hinanden meget, forklarer Louise Bager Due.
- Hvad er forskellen på f.eks. ”P” og Nicolas?
- Det er vel hele mentaliteten. Når man kommer fra Frankrig, så er mentaliteten helt anderledes end hos en dansk spiller, som P jo er. P og jeg bruger rigtig meget tid på at hjælpe hinanden og få et samarbejde op at køre, fordi vi tror på, det er det, der skal til for at vi kan vinde kampene – for at vi kan få flest mulige redninger. Hos Valerie kan man lære meget af mentaliteten med ”her kommer jeg, og jeg vil bare frem i verden. Det er mig, der er den bedste, og det er sådan, det er”. Og det er også noget rigtig godt at have, og der har jeg jo lært noget af hende på den måde, siger Louise Bager Due.
