VM: Bløde pakker kan godt være gode

Rikke Skov, Kamilla Kristensen, Camilla Dalby, Mie Augustesen, Lærke Møller... det lyder som et slagkraftigt håndboldhold, men det er en liste over profiler, der ikke er med det danske damelandshold, der lørdag tager hul på VM med kampen mod Uruguay. En kamp, der bør være overkommelig trods fraværet af disse stjernenavne.

Dertil kommer, at Trine Troelsen har været en smule på skånekost i opstartsfasen. Hun har tilbragt en del tid på en kondicykel, og det er fornuftigt af landsholdsledelsen. Hun er nemlig – sammen med Line Jørgensen – noget nær den eneste skudtrussel udefra, danskerne stiller op med.

Med al respekt for de målvogtere, Jan Pytlick har med, har de ikke helt samme niveau som Norges Katrine Lunde Haraldsen, og sammen med førnævnte faktorer betyder det, at vi skal dæmpe forventningerne – hvis vi har nogen. Lad os bare lægge hovedet på blokken: Danmark får ikke medaljer ved VM. Vi skal være jublende lykkelige for en kvartfinaleplads, og haler det danske hold en syvendeplads og OL-kvalifikation hjem, vil det være aldeles godkendt af et hold, der rummer masser af talent, men meget lidt rutine, og som man derfor ikke med ædrueligheden i behold kan betragte som andet end blød mellemvare. Det er ingen bebrejdelse. Det er bare sådan, det ser ud, når nu holdet nødvendigvis er sammensat, som det er.

Men talentet er der, og med de positive briller på kan man se på VM som en platform til udvikling. Den rutine, der kan hentes i Brasilien, kan blive guld værd ved OL – sammen med de forsvarsformationer, der er blevet afprøvet af nød, men som kan blive et vigtigt våben fremover. Danmark har ”altid” spillet 6-0, men nu er repetoiret udvidet med 5-1 og 3-2-1. Det er altid træls for en modstander-træner, hvis han eller hun lige har brugt en timeout på at forklare sine spillere, hvordan de skal komme forbi et 6-0 forsvar – og så står Danmark pludselig offensivt.

Set på den led bliver VM interessant. Men den slitage, der ganske givet har punkteret drømmen om medaljer, giver anledning til tanker om det program, håndboldspillere må igennem. Der er masser af kampe for klubholdene, især de af dem, der er gode nok til at nå langt i de forskellige knock-out-turneringer – og det er jo primært de hold, landsholdsspillerne rekrutteres fra. De mange kampe er resultatet af, at håndboldens styrende organer i deres iver efter at eksponere håndbolden – og naturligvis tjene penge derved – har ladet jagten på mammon tilsidesætte hensynet til spillerne. Men det er at skyde sig selv i foden, for hvem skal spille kampene, hvis spillerne ikke kan holde til det? Det er heldigvis en problematik, som DHF er opmærksom på, og man kan håbe, at andre forbund, ikke mindst EHF og IHF, følger trop. For også de menige fans må have nået kvalmepunktet. Det er begrænset, hvor meget man glæder sig til hverdagskost. Tænk hvis det var jul hver dag.

Når det er sagt, så er der altid julestemning over slutrunder i damehåndbold. Og selv om vi nok får en blød pakke af Pytlicks piger, så glæder vi os alligevel.