- Nyheder
-
Kolding vil vinde i Holstebro
Skrevet af Claus Sonne, tor, 05/24/2012 - 15:11
Foto: SportsagencyKIF Kolding spekulerer ikke så meget i, at et nederlag i aftenens bronzekamp på udebane mod Team Tvis Holstebro kan reddes via en sejr i returkampe. Det siger cheftræner Peter Bredsdorff-Larsen til KIF.dk
-Nej, vores tilgang til kampen er, at vi vil vinde den. Vi vil ikke ud i et regnestykke om, hvor mange mål vi skal hente i returkampen, men vi skal selvfølgelig spille godt for at vinde i Holstebro. Vi tabte – fortjent – til AG København i semifinalerne, hvor vi over fire halvlege ikke spillede godt nok i det sidste kvarter af første halvleg. Vi har imidlertid leveret mange gode præstationer på det seneste, blandt andet ved at slå BSV og spille lige op med AG, og alt i alt har vi spillet en god og solid sæson. Det skal vi huske at minde hinanden om, inden vi går på banen i Holstebro, siger Bredsdorff-Larsen og håber på mere medvind mod Tem Tvis.
- Nu møder vi et hold i vores egen vægtklasse – vi er så at sige tilbage i letweltervægt efter at have mødt et hold - AGK - der lå i en noget højere vægtklasse. Nu skal vi op mod et hold, vi i højere grad kan måle os med og som vi matcher på en række parametre – og vi vil meget gerne slutte godt af med at tage de bronzemedaljer og kvalificere os til Euro League, fastslår cheftræneren, som kan glæde sig over en skadesfri trup, bortset fra Kasper Irming.
