Nyheder

Trio på plads i Nordsjælland

Skrevet af Claus Sonne, fre, 05/25/2012 - 08:13
Foto: Sportsagency

Nordsjælland Håndbold har sikret sig tre mand til den kommende sæson, nemlig Morten Nyberg fra Team Tvis Holstebro, Alexander Hansen fra IFK Ystad og Anders Christensen, der har forlænget kontrakten.

 

Klubben beskriver de tre spillere således:

 

Morten Nyberg er 26 år gammel, stor stærk venstrehåndet back på 1.97 m, der sidste år var udtaget til Ulrik Vilbeks B-landshold. Morten har senest spillet for Team Tvis Holstebro og Århus Håndbold, men har såmænd en fortid hos Team Helsinge Håndbold og Nordsjælland Håndbold.

 

Alexander Hansen er 33 år gammel, spiller venstre fløj, og har spillet 22 kampe for Sveriges A-landshold og scoret 48 mål. Alexander spillede sidste år i sin barndomsklub IFK Ystad, og har før det spillet i bl.a. tyske Vfl Pfullingen og svenske Lugi, Alexander er en spiller cheftræner Krister Lindgren og klubben har stor tillid og forventninger til.

 

Anders Christensen spillede også sidste år i Nordsjælland Håndbold, og vi er glade for vi kan fortsætte samarbejdet med Anders en sæson mere, Anders bliver en vigtig brik i næste års sæson, og vil med sin erfaring og evner komme til at fungere som kulturbærer for de unge spillere på holdet.

 

- Det er tre spændende spillere vi har skrevet kontrakt med. Tre spillere der bliver utrolig vigtige for Nordsjælland Håndbold, og den fortsatte udvikling af klubben og vores unge spillere. Morten har vi været specielt interesserede i at få fat i, klubben har længe ledt efter en venstrehåndet back, og i Morten har vi fundet en stærk spiller, der nu kommer tilbage til sin gamle klub med en masse rutine i bagagen. Morten har spillet godt i slutspillet, og jeg ved han glæder sig til at komme til en klub, der kan give ham masser af spilletid.

Både Alexander og Anders bliver i den næste sæson utrolig vigtige brikker i vores spil. Det er begge spillere, der er i landholdsklasse, når de er oppe på deres top niveau, og det er spillere, der ikke står stille på deres fløj, men indgår aktivt i spillet med resten af holdet, og så er de enormt scoringssikre.

Kodeordet for alle tre mand bliver rutine, vores ambitioner i Nordsjælland Håndbold er at udvikle unge spillere til fuldgode ligaspillere, og det kommer vi ikke til uden at en del af grundstammen, har rutine de kan lære fra sig, derfor er de tre spillere vigtige for Nordsjælland Håndbolds samlede trup, hvor de sammen med bl.a. H.C. Lund og Michael Riis bliver dem, der skal vise de andre vej, siger cheftræner Krister Lindgren.
 

Øvrige nyheder

Øvrige nyheder

Arkiv

Nyhedsarkiv