Nyheder

Damelandsholdet under pres – fundamentet i fare

Skrevet af Jesper Harborg, fre, 05/25/2012 - 10:37
Foto: Sportsagency

Når Danmark i aften og i weekenden møder Tunesien, Den Dominikanske Republik og Rusland om billetter til OL, er selve fundamentet under damelandsholdet også på spil. Kikser OL, kan det nemlig få alvorlige konsekvenser.


- De danske håndboldkvinder har de seneste år stået i skyggen af herrerne. Skal de ud af denne, er det bydende nødvendigt, at de kvalificerer sig til Legene i London, hvor de vil blive eksponeret kraftigt, siger Michael Andersen, direktør i Team Danmark, der støtter damelandsholdet under forudsætning af opfyldelsen af en række krav – hvoraf OL-kvalifikationen altså kan komme i hus i weekenden, hvorved alt fortsætter som normalt frem til 2015.


Ud over Team Danmark-pengene er også hovedsponsoratet i spil. Den nuværende aftale med GF Forsikring udløber til nytår, og formentlig vil kun et succesfuldt OL gøre landsholdet attraktivt nok til at et lignende sponsorat kan tegnes, idet finanskrisen,k siden GF tiltrådte for snart fem år siden, har ændret verdensbilledet.


Men spillerne koncentrerer sig om at slå modstanderne – og dermed løse problemerne – og landstræner Jan Pytlick ryster da heller ikke i bukserne.


- Jeg er ikke nervøs for fremtiden. Vi har et godt hold. Bare vent og se. Vi kvalificerer os til OL, og finder en ny hovedsponsor, som vi bliver lige så glade for at samarbejde med, som tilfældet har været med GF Forsikring, siger Jan Pytlick til sporten.dk.
 

Øvrige nyheder

Øvrige nyheder

Arkiv

Nyhedsarkiv