- Nyheder
-
Stortalent til TTH
Skrevet af Jesper Harborg, fre, 05/25/2012 - 11:43
Team Tvis Holstebro har skrevet kontrakt med det unge talent Christian Albertsen. Fra første juli og to år frem er den 18-årige venstre back at finde på Team Tvis Holstebros herreligahold, skriver klubben i en pressemeddelelse.
Christian Albertsen har fået sin håndboldopdragelse i Tvis, hvor han har spillet som barn. Men den unge spiller har allerede udenlandserfaring. Han har spillet i den catalanske storklub Barcalona i to et halvt år. Herefter vendte han hjem til Tvis KFUM, hvor han har spillet 2. Divisions-håndbold og et par U18-kampe for TTH. Nu rykker han dog en tak opad.
- Jeg glæder mig til at spille med nogle dygtige spillere på et virkelig godt hold. Det er jo min hjemby, så det bliver rigtigt fedt, siger Christian Albertsen.
Den unge Albertsen har også international erfaring fra U18-landsholdet, hvor han har spillet 6 landskampe og lave 23 mål. På herrerholdet bliver han yngstemand. Noget han er vant til fra ungdomsårene, hvor han altid har spillet med spillere, der var en årgang eller to ældre end ham selv.
- Men jeg griber chancen, når den er der, og jeg regner med at få spilletid, siger han.
Hans kommende træner, Klavs Bruun Jørgensen, er der dog heller ikke i tvivl om, at det nok skal blive spilletid til Christian Albertsen:
- Han har en stor bevægelighed, og så skyder han vanvittigt hårdt. Han har noget med fra tiden i Spanien, som jeg ikke tror, han kunne have fået herhjemme. Han kommer til at passe godt ind i truppen, hvor vi har en masse gode typer, siger Klavs Bruun Jørgensen.
Sportschef for Team Tvis Holstebro, Niels Agensen, glæder sig også over kontrakten med det unge talent:
- Jeg glæder mig over, at vi kan give plads til så ung en spiller. Men jeg synes også det er godt for lokalsamfundet, at en ung spiller fra en af moderklubberne kan gøre sig på det plan. Jeg er sikker på, at han nok skal etablere sig i ligaen, siger Niels Agesen.
