- Nyheder
-
6,8 millioner tv-seere fulgte Bjerringbro-Silkeborg
Skrevet af Claus Sonne, tir, 06/12/2012 - 08:38
Foto: BSVInteressen for at følge Bjerringbro-Silkeborgs håndboldliga-hold har aldrig været større. Det er konklusionen oven på en sæson, der har sprængt alle seermæssige rammer for den jyske håndboldklub. Alt i alt så 6,8 millioner tv-seere klubbens kampe i den hjemlige liga og Champions League, og det er en fordobling af den hidtidige rekord. Det er sølvvinderne naturligvis særdeles godt tilfredse med.
- Vi har for fjerde år i træk mere end tre millioner tv-seere i løbet af en sæson. Det er vi naturligvis stolte af. Jeg noterer mig også, at vi via vores deltagelse i Champions League blev set af et stort udenlandsk publikum, 1,9 millioner seere i primært Polen, Tyskland, Ungarn og Spanien så vores kampe, og med en international sponsorportefølje – Grundfos, AVK og Høyer – er det naturligvis et interessant tal, siger Bjerringbro-Silkeborgs direktør Frank Lajer.
Bjerringbro-Silkeborgs ligakampe blev set af i alt 2,9 millioner seere. Den første finale i Århus mod AG København 30. maj blev alene set af knap 600.000 seere. Det er det højeste seertal til en dansk klubkamp siden 2006. Bjerringbro-Silkeborgs kampe i Champions League blev fulgt af 2,0 millioner danske tv-seere, hvilket i alt giver 4,5 millioner danske tv-seere. Oveni kommer de 1,9 millioner udlændinge, altså i alt 6,8 millioner tv-seere.
Hos TV2, der har rettighederne til de danske liga-kampe, har man fulgt udviklingen opmærksomt og er tilfreds med det, man har set på herresiden i denne sæson.
- Det har været en fantastisk sæson, og hvis tendensen fortsætter ser det ud til, at vi har knækket kurven. Tallene fortæller os også, at danskerne er klar til at se med, både ude i hallerne og hjemme i stuerne, når der virkelig står noget på spil. Det er værd at tage til efterretning. Skulle man kigge på et område, hvor vi skal arbejde, er det aldersfordelingen. Vi vil gerne have fat i flere unge seere, siger kontraktchef John Hansen, TV2.
Bjerringbro-Silkeborg er den eneste klub i Danmark, der de sidste fire år i træk har præsteret at have over tre millioner tv-seere til sine kampe.
