- Nyheder
-
AG tæt på pointtab mod SønderjyskE
Skrevet af Jesper Harborg, ons, 02/15/2012 - 22:53
Foto: SportsagencyDen sene ligakamp onsdag aften blev som ventet vundet af AG København over gæsterne fra SønderjyskE, 29-28, men oprykkerne bed, som cifrene antyder, længe fra sig mod mestrene og havde et uafgjort resultat i hånden kort før tid.
I det meste af første halvleg var gæsterne fint med og var helt lige med AG, blandt andet ved 8-8, men i de sidste minutter før pausen slog hjemmeholdet et lille hul og førte 15-12 halvvejs.
SønderjyskE åbnede anden halvleg i samme optimistiske spor, som de havde fulgt gennem første halvleg, og snart vaklede AGK's føring. Sønderjyderne kom op på 18-19, senere 21-22, og hen mod kampens slutning lignede det et overraskende point til de undertippede oprykkere, da stillingen var 27-27.
Et par hurtige kasser bragte dog københavnerne foran 29-28, og så forblev det ren kosmetik, at SønderjyskE reducerede til sidst, selv om udligningen var inden for rækkevidde: Kampen sidste hændelse var nemlig en kontroversiel situation, hvor AGK's Snorri Gudjonsson holdt på bolden, da der var dømt angrebsfejl fem sekunder før tid - i teorien tid nok til et kontraangreb. Det gav rødt kort til islændingen, men det gav også de resterende AG'ere tid til at komme hjem og huggede tre af de fem sekunder. Dermed forsvandt SønderjyskE's målchance og point.
