KIF Håndbold starter håndboldakademi

KIF Kolding åbner på søndag et nyt håndboldakademi. Akademiet er lavet med henblik på at skabe de bedst mulige forudsætninger for spillere i aldersgruppen 16-23. Hovedparten af eleverne vil bosætte sig på Kolding Sportel og vil dermed være i et elitært håndboldmiljø hver dag.

- KIF Akademiet er unikt, da det er skabt på et fundament af KIF – Kolding Kommunes elitesatsning og et tæt samarbejde med uddannelsesinstitutionerne IBC, Munkensdam Gymnasium, Kolding Gymnasium, Hansenberg, Syddansk Universitet og Handelsskolen i Vejle. Alle uddannelsesinstitutionerne har udvist stor fleksibilitet med hensyn til skemalægning, skoleskift og eventuel lektiehjælp, hedder det på klubbens hjemmeside.

- Målet er at eleverne får afprøvet deres talent fuldt ud, samtidigt med at skolen får ekstra opmærksomhed. Det er KIF`s intention på denne måde at skabe ”hele mennesker”, da vi tror på , at balancen imellem skole, håndbold og fritid skal tilgodeses for at talentet kan udvikles optimalt, forklares det.

- Træningen er selvfølgelig det vigtigste og derfor vil eleverne skulle træne op til 10 pas om ugen – fordelt morgen og eftermiddag og vil indeholde både håndboldtræning og fysisk træning.

For at sikre den bedst mulige træning, er Flemming Pedersen (ligatræner og tidl. U-21 landstræner) ansvarlig for projektet, hvor der også vil blive gjort brug af de rutinerede spillere fra ligaen. Blandt andet vil Lars Christiansen , Simon Jensen og Anders Petersen bidrage med specialtræning. Akademiet åbner søndag den 1. august kl. 13.30 hvor der vil være velkomst og mulighed for at møde første årgangs elever.

 

Seneste nyt på haandbold.com