Nyheder

EM spilles i Serbien

Skrevet af Jesper Harborg, man, 06/18/2012 - 15:14
Foto: Line Jørgensen og landsholdet skal til Serbien. Foto: Sportsagency

Danmark havde lagt billet ind på afholdelsen af dame-EM i december efter at Holland trak sig som vært, men nu har det Europæiske Håndboldforbund, EHF, netop besluttet, at slutrunden skal afvikles i Serbien, der som bekendt var værter for herre-EM i januar i år.


- Jeg er begejstret for, at vi vender tilbage til Serbien efter at det serbiske forbund i januar leverede et perfekt arrangement ved mændenes EM, og jeg er sikker på, at kvindernes kommende slutrunde bliver lige så succesfuld, siger EHF’s præsident Tor Lian ifølge dhf.dk.


- Den store interesse, der blandt vores medlemslande har været for at overtage slutrunden, har gjort det til et svært valg for EHF’s eksekutivkomité at placere arrangementet, men det viser, hvor vigtigt og værdifuldt, EM i kvindehåndbold er blevet, siger nordmanden videre.


Samtidig er det besluttet, at den plads, der blev ledig efter at Holland trak sig – arrangørens automatiske plads – skal tilfalde Island. Serbien er kvalificeret på normal vis, og EHF har derfor bestemt, at Island som den bedste 3'er i kvalifikationen skal med til EM.


Der er lodtrækning til slutrunden på fredag kl. 18.30 i Monaco, hvor de 16 lande i bowlen er: Norge, Sverige, Danmark, Frankrig, Kroatien, Serbien, Montenegro, Rusland, Tjekkiet, Spanien, Tyskland, Ungarn, Makedonien, Rumænien, Ukraine og Island.


Ved slutrunden, der afvikles fra den 4. til den 16. december, skal der spilles i fire indledende grupper i Beograd, Novi Sad, Nis og Vrsac, som er de fire samme byer, der lagde halgulv til herre-EM.
 

Øvrige nyheder

Øvrige nyheder

Arkiv

Nyhedsarkiv