Nyheder

Før OL: Storbritannien vil være bedst forberedt

Skrevet af Jesper Harborg, tor, 06/28/2012 - 14:09

Det er meget muligt, at håndbold er en ganske lille sportsgren på de britiske øer. Faktisk var spillet så godt som ukendt på de kanter, før London fik OL-værtsskabet og besluttede sig for at oprette håndboldlandshold ved at håndplukke sportsfolk fra andre sportsgrene og sende dem til Danmark for at lære spillet.


Men lidenheden til trods er der grund til at forvente et vist niveau af briterne, når det går løs i august. Det mener Holly Lam-Moores, den tidligere atletikudøver, der nu er fløjspiller med erfaring fra AGF og SønderjyskE og som efter sommerferien tørner ud for Viborg HK.


- Vi ved, at vi ikke har de bedste individuelle spillere i verden lige som Danmark, Rusland, Frankrig og så videre. Men vi har trænet sammen i London hver eneste dag i mere end et år nu. Så vi vil helt sikkert være det tætteste og bedst forberedte hold ved OL, siger hun til håndbold.dk.


Ikke at hun forventer britisk guld. Så langt er håndbolden ikke kommet i Storbritannien. Men måske vil briterne ad åre blive en magtfaktor, mener hun. Meget afhænger dog af, hvordan det kommer til at gå landsholdet under OL.


- Vi har en chance for at slå Angola, vi vandt over dem i november sidste år. Vi sigter bare efter at være kompetitive med de andre hold og præstere godt i alle kampe. Vi vil prøve at få mest muligt ud af vores hjemmebanefordel. Vi ønsker at demonstrere håndbold på den rigtige måde for vores land, så det en dag kan blive lige så populært, som det er i Danmark i dag. Og hvem siger, at vi om 10-20 år ikke kan blive verdensmestre, vinde OL eller blive Europamestre?, spørger Holly Lam-Moores retorisk.


Forhåbningerne tager udgangspunkt i, at håndboldens udvikling i Storbritannien faktisk er gået enormt stærkt.


- Vi er startet fra nul, vi har gjort fantastiske fremskridt, og vi vil blive ved med at blive bedre og bedre. For ti år siden var cykelsporten meget lille her i landet, og nu får den flest OL-medaljer, påpeger Holly Lam-Moores, der ikke kan nære sig for en optimistisk spådom:


- Hvad som helst kan ske ved OL, specielt når det er på hjemmebane. Hvis vi kommer i kvartfinalen, vil det være helt fantastisk, siger hun.
 

Øvrige nyheder

Øvrige nyheder

Arkiv

Nyhedsarkiv