Nyheder

Fløjtalent: Håber det er min tur næste gang

Skrevet af Jesper Harborg, tor, 01/26/2012 - 15:03

I de sidste to kampe ved EM har Anders Eggert været sit gamle, finurlige selv på venstrefløjen. Især mod Tyskland var han nærmest ustyrlig, og hans makker, veteranen Lars Christiansen, gjorde det godt i den halvleg, han fik mod Sverige i går. Dermed har de to fløjmænd bevist berettigelsen af deres tilstedeværelse i Serbien, men tidligere i turneringen har deres spil ikke ramt deres niveau.


Mens d'herrer kæmpede for at ramme formen i Serbien, har en yngre fløjspiller fulgt med hjemme fra Danmark. Viborgs venstrefløj Casper Mortensen var med i bruttotruppen, men han blev sorteret fra til den endelige EM-trup. Og han indrømmer, at han gerne ville have ført sig frem i rødt og hvidt under EM.


- Det er klart, at jeg gerne ville have været med. Men om Anders og Lars rammer niveau eller ej, det er jo lidt op til dem selv, siger han til håndbold.dk.


- Jeg håber bare, jeg kommer med næste gang. Jeg er kun 22, så jeg håber da, der venter en landsholdskarriere, men jeg må bare klø på og vise Ulrik, at jeg vil med, fortsætter Casper Mortensen.


En knæskade satte fløjspilleren tilbage i efteråret, men den er helt overstået nu, og Casper Mortensen glæder sig til at vise sin topform i forårssæsonen.


- Jeg træner rigtig hårdt. Både styrketræning og en masse løb, og der er ingen problemer med skaden. Jeg føler mig trimmet til foråret – og med hensyn til landsholdet, er det jo op til Ulrik at vurdere, siger han.

Øvrige nyheder

Øvrige nyheder

Arkiv

Nyhedsarkiv