Nyheder

GOG-spiller til Skanderborg Håndbold

Skrevet af Claus Sonne, ons, 05/02/2012 - 08:19
Foto: Skanderborg Håndbold
Til den kommende sæson har Skanderborg Håndbold hentet den unge højre fløj Andreas Lønberg i 1. divisionsklubben GOG. Den 21-årige tidligere U-landsholdsspiller har fået hele sin håndbold opdragelse i GOG, og han har aldrig spillet i andre klubber.

 

- Jeg er rigtigt glad for at have fået en aftale med Skanderborg Håndbold. Efter at have været hele mit liv i GOG trænger jeg til at komme videre med både mit liv og mit håndboldspil. Jeg har haft en dårlig sæson i GOG, hvor jeg har siddet meget på bænken, og jeg kunne mærke, at der skulle ske noget nyt for mig. Skanderborg virker som det perfekte sted for mig at komme til efter så mange år i trygge rammer i GOG. Klubben satser med landets yngste trup og et storslået talentarbejde, hvilket passer godt til mig. Jeg har nok været lidt en tryghedsnarkoman i de kendte rammer, og jeg tror at trænerteamet i Skanderborg kan være med til at hjælpe mig videre i min karriere. Jeg har kun hørt godt om klubben, og jeg glæder mig meget til at starte op efter ferien. At få chancen for at spille i ligaen igen er helt perfekt for mig lige nu, siger Andreas Lønberg.

 

- Efter Henrik Sloth har stoppet sin karriere, har vi behov for at få lidt rutine ind på holdet på højre fløj, og derfor er jeg glad for, at vi har fundet en afløser, der trods alt er 21 år. Vi arbejder jo med en meget ung trup i Skanderborg, og med vort begrænsede budget er det min opgave at finde nogle spillere, som vi tror på har et uforløst potentiale. Det er Andreas Lønberg et godt eksempel på. Han er teknisk dygtig og en meget fin kontra spiller. Han er gået lidt i stå i GOG den seneste tid, og jeg tror, vi kan hjælpe ham videre i vore omgivelser. Vi arbejder meget på at forbedre vort kontrafase til den kommende sæson, og her tror jeg Andreas passer godt ind. Vi skal være klubben der forsøger at hjælpe unge spillere til at blive liga profiler, og det håber og tror jeg, vi kan gøre Andreas Lønberg til i de kommende år, siger sprotschef Jesper Koch.

 

Kontrakten er gældende for de kommende 2 sæsoner.

Øvrige nyheder

Øvrige nyheder

Arkiv

Nyhedsarkiv