- Nyheder
-
HCO: Vi er ikke verdensmestre
Skrevet af Jesper Harborg, tir, 04/10/2012 - 10:41
Foto: SportsagencyHC Odense lå i begyndelsen af sæsonen og helt hen til vinterpausen med den legemsdel, man normalt sidder på, i vandskorpen og lignede en nedrykker. Men så kom Jakob Larsen til på trænerposten og forvandlede holdet fra HC Andersens hjemby til en smuk svane. Holdet var tæt på at knibe sig med i slutspillet, men måtte trods alt nøjes med kvalifikationsspillet. Her er det til gengæld blevet til to sejre i to kampe, og HC Odenses eventyr fortæller meget om værdien af hårdt arbejde.
- Det viser, at vi er et hold, der kan udvikle sig positivt og gå frem ved hjælp af målrettet træning, indsats og moral, siger Jakob Larsen til håndbold.dk.
- Men at vi har fået to sejre gør ikke, at vi føler os som verdensmestre på nogen måde. Det er få point, der adskiller, og der er stadig mange point at spille om. Så det kan være farligt at blive tilfredse, og det er vi heller ikke endnu. Men det er da lækkert at have fået en god start, nu skal vi bare fuldføre det ved at fortsætte i sporet de næste fire kampe, fortsætter træneren.
Selv om HC Odense således er som et helt andet hold end for et halvt år siden, ser Jakob Larsen stadig muligheder for forbedringer.
- Der er altid noget, der kan forbedres. Heldigvis, ellers kunne vi lige så godt lade være med at træne. Men vi har været gode til at løse de forskellige forsvarsformationer, vi har stået overfor, siger han.
I aften står odenseanerne over for SK Aarhus og dermed et hårdtarbejdende fladt forsvar, som måske faktisk passer fynboerne godt.
- Det er klart, at den formation, man møder oftest, bliver man bedst til at spille mod. I dag skal vi stå over for en 6-0 opstilling, og det har vi trænet mest. Der er altid nogle delelementer i spillet, som man kan prøve at forbedre. I forsvaret skal vi egentlig bare så, som vi plejer. Det er ikke der, det har haltet. Men vi skal være klar på, at vi kommer til at møde nogle skytter, som vi ikke normalt møder. De er lige lidt bedre skydende, end vi har været vant til, siger Jakob Larsen.
Odense-træneren lader sig ikke narre af, at SK Aarhus har tabt de to hidtidige kampe i kvalifikationsspillet.
- At tabe til Lyngby kan ske for alle. Mange bliver overrasket over at møde et så offensivt forsvar. Normalt kan man løse et offensivt forsvar med relativt enkle midler, men lige præcis Lyngby har dækket på den måde i så mange år, at de har fuldstændig klarhed over opgaverne. Så alle kan tabe i Lyngby, selv de bedste hold. At de så taber til Slagelse, det gør de jo fordi, Slagelses engelske målvogter har en redningsprocent på 75, og det sker bare engang imellem. Så de to nederlag, de har haft, er ikke sigende om deres sande niveau. Det er klart, at de har fået et hak i selvtilliden, som vi skal prøve at udnytte til vores fordel, men de vil komme med alt, hvad de har, og det skal vi være klar på, siger Jakob Larsen.
Kampen mellem HC Odense og SK Aarhus spilles i aften kl. 19 i Odense Idrætshal.
