Nyheder

Kasi-Jesper: Kompliment til træneren

Skrevet af Jesper Harborg, tor, 05/31/2012 - 10:11
Foto: Sportsagency

(håndbold.dk i NRGi Arena) Set udefra var det et lidt underligt forløb, da AG København efter at have vundet mesterskabet i sin første sæson supplerede den succesfulde trænerduo, Søren Herskind og Klavs Bruun Jørgensen, med svenske Magnus Andersson – hvorefter det kunne konstateres, at tre hjul er for meget til en gig, og så blev Herskind og Bruun fyret.


Men Magnus Andersson er fortsat, hvor forgængerne slap og har ført AG til Champions League-bronze og nu en næsten sikker DM-guldmedalje efter 30-11 i udekampen i finaleserien mod Bjerringbro-Silkeborg. Klubejer Jesper Nielsen sender da også en stor buket roser afsted mod den svenske cheftræner.


- Magnus har igen sat holdet fuldstændig skarpt op, som han også gjorde i Final4 i forhold til de andres hold, siger han til håndbold.dk.


- Det kan man kun komplimentere. Det har man måske ikke gjort så meget, men jeg kan kun komplimentere min cheftræner for at sætte holdet op til hver evig, eneste kamp. Jeg synes, Magnus igen i dag viser, at selv om vi har haft meget kort tid til at forberede os på BSV, så sidder vi fuldstændig skarpt. De kan jo næsten ikke score, med mindre vi lader dem gøre det. Så i dag skal vi give en stor cadeau til Magnus og hans fantastiske første sæson i AG København, hvor vi har opnået alle de mål, vi overhovedet kunne drømme om, siger Jesper Nielsen.


AG København er tænkt som et tophold i verdensklasse, og de 11 måls forskel mellem nr. et og to i Danmark tyder på, at holdet nærmest er ved at vokse ud af den danske liga - hvilket Jesper Nielsen da også i løbet af foråret har antydet.


- Det ved jeg ikke – vi har jo også haft mange tætte kampe hen over sæsonen, men det er klart, når vi kommer frem til de kampe, hvor man forventer at spillerne yder 110 procent, det er jo i de kampe, mine spillere virkelig lærer noget. De har jo lært meget af at være i Köln her i weekenden, ikke. Man kan måske diskutere, hvor meget vi har lært i dag, andet end at vi er et bedre håndboldhold end BSV, og at der måske er et stykke fra nummer et til nummer to i Danmark, siger Jesper Nielsen.


- Jeg synes faktisk, at de hold, der har været nærmest os, har spillet en god sæson. Men vi har jo også steppet op til denne sæson med Goggi og med Olafur. Det ser vi også i dag, at det er to verdensklassespillere. Og det er klart, til næste år med tilgangen af Kim Andersson, så bliver vi endnu mere fremragende end i år. Man kan jo dårligt forestille sig, at Olafur ikke skal spille videre, men – han skal spille videre, det vil være en skam for håndboldsporten, hvis han ikke spiller videre. I dag viser vi hvad vi er for et hold, og 30-19 i den første DM-finale på udebane, den havde ikke engang jeg troet på, fortsætter han.


Jesper Nielsen mener, at de nylige Final4-kampe har været med til at skabe forskellen, idet holdet toppede i Köln efter en sæson, der kun har peget én vej.


- Det er en udvikling, vi har været igennem hen over sæsonen, og nu i dag blev det måske udstillet mere, end det normalt gør efter at vi lige er kommet hjem fra Champions League, siger han.
 

Øvrige nyheder

Øvrige nyheder

Arkiv

Nyhedsarkiv