- Nyheder
-
Lind: Den hule klang er væk
Skrevet af Claus Sonne, søn, 04/15/2012 - 12:28
Foto: SportsagencyArmene er kommet ned hos Århus Håndbold-spillerne siden onsdagens sejr over Skjern - og sigtekornet er rettet ind på søndagens hjemmekamp mod team Tvis Holstebro. Og det er en kamp, hvor en sejr for alvor kan bringe Århus ind i slutspilsvarmen, hvorimod et nederlag vil slukke ilden. Men muligheden for en semifinaleplads er bevaret, og den mulighed skal forfølges, fastslår anfører Mads Lind over for aarhushaandbold.dk.
- Vi er vildt glade for stadig at have noget at spille for efter at have tabt de to første kampe. Der skal nok være en og anden, der har rynket lidt på næsen af os, når vi har påstået, at vi rent faktisk spillede godt mod AGK og Tvis, men når vi tabte begge kampe, så har det måske klinget lidt hult. Men kampen mod Skjern viste, at vi rent faktisk spiller god håndbold i øjeblikket, og det var vel lige så meget vores fortjeneste som Skjerns, at det ikke kørte for dem i onsdags, siger Mads Lind - og tilføjer:
- Og med en reel mulighed for at nå semifinalen, så har vinu rent faktisk noget at have vores optimisme i. Finder vi de gode takter fra de tre første kampe frem, så er en sejr søndag inden for rækkevidde, selv om det naturligvis er en særdeles svær kamp. Tvis har et godt hold, ingen tvivl om det, men det samme må de sige om os ...
