Nyheder

Mads Nielsen: Alt lykkedes for AG

Skrevet af Jesper Harborg, tor, 05/31/2012 - 14:12
Foto: Sportsagency

(håndbold.dk i NRGi Arena) Når AG København rammer topformen og modstanderne samtidig holder en tyve minutter lang scoringspause, så er der kun én mulig vinder. Det måtte Bjerringbro-Silkeborg sande i den første DM-finale onsdag aften, hvor den lange målløse periode blev dyr for hjemmeholdet.


- De er meget aggressive på os, vi formår ikke at få flow i vores spil, det bliver slået i stykker hele tiden, og de er fysisk overlegne, forklarer BSV's Mads Ø. Nielsen om de mange skæbnesvangre minutter fra midten af første halvleg til fem-seks minutter efter pausen.


- Når de først kommer i fart, så bliver det svært at komme på kant af dem, og vi får ikke flyttet noget som helst, og – ja, så bliver det sådan nogle halve chancer, som vi ikke får scoret på, siger han til håndbold.dk.


AG's sejr lød på 30-19, og selv om det er en ordentlig kamel at sluge for BSV, mener Mads Ø. Nielsen, at måltavlen afspejler styrkeforholdet i kampen.


- I dag var der så stor forskel. AG spiller en rigtig god kamp. De er et super hold, og alt lykkedes for dem. Om det så var underhåndsskud fra fløjen, så sad den i hjørnet, og hvad de ellers gjorde. De havde virkelig tur i den, siger han.


- Man skal selvfølgelig anerkende, at de spiller en flot kamp, men vi burde også have haft lidt mere i os, erkender venstrebacken.
 

Øvrige nyheder

Øvrige nyheder

Arkiv

Nyhedsarkiv