- Nyheder
-
Michael Knudsen: Målet er OL
Skrevet af Jesper Harborg, ons, 02/15/2012 - 12:36
Foto: SportsagencyBedst som OL i 2008 skulle i gang, måtte den danske stregspiller, Michael V. Knudsen, tjekke ind på et hospital i Beijing med det, der viste sig at være blindtarmsbetændelse. Ved VM i Sverige sidste vinter blev han kun lige klar til de sidste par kampe, og i år glippede EM i Serbien.
- Jeg troede på det hele tiden, da det stod på, men her bagefter kan jeg godt se, at det var naivt. Jeg havde fået en fibersprængning, og jeg er endnu ikke kommet mig helt over skaden – men det er så tæt på, at jeg overvejer at spille i nogle få minutter i aftenens ligakamp mod Göppingen, siger Michael Knudsen til Politiken.
Fiberskaden var så meget mere bitter, som at den kom efter et flot efterår for Michael Knudsen på Flensburg-Handewitts Bundesligahold.
- Dét efterår kom oven på en langvarig knæskade, som har kostet megen genoptræning. Men jeg fik vist, at jeg kunne komme tilbage i rigtig god form, selv om det ellers ikke tegnede lovende fra begyndelsen. Nu ved jeg, det kan lade sig gøre, og derfor er jeg også helt overbevist om, at jeg nok skal genfinde landsholdsformen. Så jeg går målbevidst efter at realisere mit store sæsonmål: at komme med til OL i London, siger stregspilleren.
