Nyheder

"Mulle" forlænger i Team Tvis

Skrevet af Claus Sonne, tor, 01/26/2012 - 09:25
Foto: Sportsagency

Kristina ”Mulle” Kristiansen, der som bare 17-årig tog springet fra Roskilde hallen til Team Tvis Holstebro, har skrevet en ny to-årig kontrakt med klubben, og hun var ikke i tvivl om, at det var i Team Tvis Holstebro, at håndboldfremtiden skulle ligge. Det skriver klubben i en pressemeddelelse.

 

- Jeg har det rigtig godt i klubben og får masser af spilletid. Det er vigtigt for mig, og så er det lige meget, hvad jeg tjener. Jeg udvikler mig godt her, og jeg har det godt i byen, siger den 22-årige playmaker.


Efter tirsdagens sejr over Team Esbjerg hjemme i Gråkjær Arena er holdet tilbage på førstepladsen i ligaen, og landsholdsspilleren ser store muligheder for holdet i denne sæson, hvor det også fortsat spiller med i EHF Cuppen.

 

- Vi har rigtig gode muligheder for at lave noget vildt i denne sæson. Vi ligger godt og kan selv afgøre det. Jeg håber, vi kan spille med det samme hold i næste sæson, så vi kender hinanden endnu bedre. Vi har allerede udviklet os rigtig meget i løbet af sæsonen, siger ”Mulle”.

 

Hun har været en del af holdet, siden det kæmpede i 1. division, og hun er stolt af den udvikling, som holdet har været igennem de seneste sæsoner. Cheftræner Niels Agesen glæder sig over, det er lykkedes at forlænge kontrakten med playmakeren.

 

- Mulle passer godt til den måde, vi vil spille håndbold på, og hun er indbegrebet af vores spillestil. Hun har vist den rette indstilling til at flytte sig fra toppen af 1. division til der, hvor vi er i dag. Hun er indstillet på at tage et skridt mere, siger Niels Agesen.

 

- Jeg tror på, selv om hun er eksplosiv og en hurtig spiller, at vi kan flytte nogle ting på den konto. Fysisk er der muligheder for at tage endnu et ryk og forbedre forsvarsspillet og blive en mere komplet spiller, vurderer cheftræneren.

 

Kristina ”Mulle” Kristiansen var en del af det danske landshold, der imponerede håndbolddanmark i Brasilien i december måned, og Niels Agesen mener også, at playmakeren i fremtiden vil være en del af det danske landshold.


- Det er jeg ikke et sekund i tvivl om. Hun kan nogle ting og gør nogle ting, når vi træner, som hun ikke har bragt i spil i kamp endnu. Det kommer stille og roligt, og så bliver hun endnu farligere, end hun er i dag, siger Agesen.

 

Selv om de begge er bevidste om, at der fortsat skal arbejdes med fysikken, så den lille playmaker kan hæve sit forsvarsniveau yderligere, så har Kristina ”Mulle” Kristiansen også et mål om at forblive fast inventar i Pytlicks landsholdstrup.

 

- Jeg vil udvikle mig og blive bedre til de ting, jeg skal arbejde med. Og så har jeg fortsat et mål om at være en fast del af landsholdet, siger Kristina ”Mulle” Kristiansen, der kom på måltavlen fire gange i tirsdagens ligasejr over Team Esbjerg.
 

Øvrige nyheder

Øvrige nyheder

Arkiv

Nyhedsarkiv