- Nyheder
-
Ringsted oppe, Skive nede
Skrevet af Claus Sonne, lør, 05/12/2012 - 16:44
Foto: TMS, RingstedDet er åbenbart en rigtig god idé at blive nummer fire i herrernes 1. division. For for andet år i træk gav pladsen oprykning. Sidste år var det Skanderborg, der tog turen, i år er det TMS fra Ringsted, der laver tricket - og det sker på bekostning af Skive, der dermed kun får en enkelt sæson i den bedste række. 28-25 vandt TSM over Skive i den altafgørende kamp.
Og det blev det drama, en sådan kamp vel næste skal være. Årsagen var, at TMS gik helt og aldeles i sort i kampens afslutning efter at have domineret Skive i 40 minutter efter at væreet rykket fra 4-5 til 9-5. For da Rune Poulsen med knap 11 minutter igen gjorde det til 26-20 til TMS, ja så lignede det en sikker sejr til sjællænderne. Men det blev det ikke. Der gik nemlig 10 minutter, før TMS igen scorede, og i den periode havde Skive nettet fem gange, hvor Michael Pedersen blev noteret for de fire mål.
Men bagud 25-26 fik Skive ikke lukket hullet. Men chancen var der. Rune Poulsen brændte for TMS, men det samme gjorde Kris Johansen for Skive. Og så kunne Rasmus Wegmann med sin sjette scoring på blot syv forsøg gøre det til 27-25 for TMS med 54 sekunder igen. Så smed Skives Jeppe Krogh bolden væk, hvorefter Mikkel Sjøberg med sin syvende scoring kunne lukke kampe og sende de grønne fra Ringsted tilbage til ligaen. Og så var der ellers dømt guldhår og kædedans á la TMS. Og mon ikke keeper Brian Jørgensen fik en ekstra lufttur efter at være kommet ind og reddet 8 af 13 skud.
Kampen i tal
Skivev - TMS 25-28 (11-14)
Topscorere:
Skive: Michael Pedersen 7 (2), Jeppe Krogh 4, Kim Worsøe 3, David Lund 3.
TMS: Mikkel Sjøberg 7, Kim Johannessen 6, Rasmus Wegmann 6, Lasse Uth 4.
Udvisninger:
Skive: 1
TMS: 2
Tekniske fejl:
Skive: 17
TMS: 18
