- Nyheder
-
Sabine officielt i Viborg
Skrevet af Claus Sonne, lør, 02/11/2012 - 11:32
Foto: Viborg HKViborg HK præsenterer nu officielt Sabine Pedersen som ny stregspiller i klubben fra den kommende sæson. Hun afløser Anja Althaus, der har kontraktudløb til sommer.
Efter fem år i Frederikshavn Fox har 25-årige Sabine Pedersen gennem de seneste to sæsoner i Aalborg DH udviklet sig med stormskridt. Lige nu ligger hun nummer fire på listen over de mest effektive markspillere i Dame Håndbold Ligaen, og med sine 74 mål i denne sæson er hun desuden topscorer i Aalborg DH, fortæller Viborg HK i en pressemeddelelse.
Sportschef Susanne Munk Wilbek glæder sig over tilgangen af den fremadstormende danske stregspiller, og den måde hun med sin spillestil kan komplementere Marit Frafjord i stregspillet.
- Med Sabine Pedersen og Marit Frafjord får vi to stregspillere, der kommer til at supplere hinanden rigtig godt, og giver os mange muligheder for forskellige typer spil. Hvor Marit Frafjord er den bomstærke streg, der holder modstanderne væk, har Sabine Pedersen sine spidskompetencer som en hurtig, bevægelig og meget rykkende stregspiller, siger Susanne Munk Wilbek, der ser store udviklingsmuligheder i Sabine Pedersen.
- Sabine er en pige med ben i næsen, der har færdiggjort en læreruddannelse og nu er helt klar til at sætte turbo på karrieren som håndboldspiller. Hun er bundseriøs og har tydelige ambitioner om hele tiden at forbedre sig. Det ligger godt i tråd med den træningskultur, vi har i Viborg HK, hvor man arbejder hårdt for sagen. Derfor har hun også alle muligheder for at fortsætte sin positive udvikling og blive en endnu bedre stregspiller, så vi glæder os meget til at byde hende velkommen i klubben og til at se hende i den grønne trøje, udtaler Susanne Munk Wilbek.For Sabine Pedersen er skiftet til Viborg HK den foreløbige kulmination på en ambitiøs plan, hun har lagt for sig selv.
- For et år siden satte jeg mig ned, og tænkte grundigt over, hvad jeg ville med håndbolden og lavede en liste ud fra det. Viborg HK stod på den liste, for jeg vil gerne være blandt de bedste, træne på et højt niveau, spille Champions League og vinde medaljer. Der er et helt andet pres i Viborg HK, og det er fedt. Det gør bare, at man er tvunget til at præstere bedre, og det passer godt til det kæmpe konkurrencemenneske, som jeg er. Derfor tror jeg også, Viborg HK er det helt rigtige sted for mig og min fremtidige udvikling. Nu handler det i første omgang om at komme godt ind på holdet og gøre det godt der, men derudover håber jeg da også meget, at jeg kan udvikle mig så meget i Viborg, at jeg kan komme i betragtning til landsholdet, lyder det fra Sabine Pedersen.Sabine Pedersens kontrakt med Viborg HK gælder for de kommende to sæsoner og træder i kraft den 1. juli 2012.
