- Nyheder
-
Sikker AG-sejr i Champions League
Skrevet af Jesper Harborg, søn, 02/12/2012 - 19:48
Foto: SportsagencyAG København fastholder taget i Champions League gruppe D's top med en sejr på 29-23 efter 18-11 ved pausen over Partizan Beograd søndag eftermiddag. Kun THW Kiel overgår københavnerne. Tyskerne har 13 point på førstepladsen, mens AG nu har 12.
Serbisk håndbold fik altså ikke revanche over for dansk ditto for nederlaget i EM-finalen for to uger siden.
Søndag eftermiddag skulle der kun lidt over en halv halvleg til for at afgøre sagerne. AG lagde ud i et jævnt, men stødt kværnende tempo, og selv om Partizan ikke helt blev hægtet af på måltavlen, havde man ikke en fornemmelse af, at de ville kunne true danskerne. Efter 21 minutter første de danske mestre 14-8, og kun en besynderlig scoringspause på fem minutter før pausen holdt en form for spænding ved lige i kampen.
Anden halvleg var næsten en kopi af første, og blot fem minutter efter sidebyttet havde københavnerne bragt sig foran 21-12. Halvvejs i halvlegen var den danske føring på 13 mål, og det skyldtes egentlig bare sjusk i slutfasen – og at AG holdt op med at score mål ti minutter før tid – at Partizan ikke blev tromlet midt over. Når angrebet var impotent, var forsvaret centreret omkring Lars Jørgensen og Joachim Boldsen til gengæld mur- og nagelfast. Men først og fremmest var det fløjene Gudjon Valur Sigurdsson og Niclas Ekberg samt målmand Kasper Hvidt, der endte med en redningsprocent på 61, der sikrede sejren for AG.
De 5.600 tilskuere i Brøndby Hallen, også kaldet Boozt.com Arena, må have gået hjem med en fornemmelse af, at deres yndlinge kunne have fejet gulv med modstanderne, men det er selvfølgelig høj klasse at vinde en Champions League-kamp sikkert uden at spille sig helt ud.
AG København mangler to kampe i gruppen. Den 19. februar gælder det Montpellier på udebane, og den 26. kommer THW Kiel til Brøndby til det, der formentlig bliver gruppens helt store clou, topkamp og direkte konfrontation om førstepladsen.AG København-Partizan Beograd 29-23 (18-11)
Målscorere, AG København: Niclas Ekberg 6, Olafur Stefansson 5, Gudjon Valur Sigurdsson 4, Henrik Toft Hansen 3, Mikkel Hansen 3, Rene Toft Hansen 2, Stefan Hundstrup 2, Mads Larsen 2, Snorri Gudjonsson 1, Joachim Boldsen 1.
Målscorere, Partizan Beograd: Nemanja Ilic 6, Savo Mester 5, Ivan Dimitrijevic 3, Milos Kostadinovic 2, Mijajlo Marsenic 2, Veljko Milosevic 1, Vladimir Mandic 1, Branko Radanovic 1, Stefan Babic 1, Nikola Potic 1.
Udvisninger: AG København 0, Partizan Beograd 4.
Tilskuere: 5.600.
