- Nyheder
-
SK Aarhus: Vi lod os ikke stresse
Skrevet af Jesper Harborg, tir, 02/14/2012 - 12:06
Foto: Sportsagency(Håndbold.dk i Vejlby-Risskov Hallen) Fra begyndelsen lignede det en nedsabling af Slagelse, da sjællænderne mandag aften besøgte SK Aarhus. Hjemmeholdet scorede efter behag i kampens indledning, men efterhånden fik Slagelse bedre fat, da holdet forsøgte forskellige taktiske manøvrer. Kampen blev ret intens, men SK trak det længste strå og vandt 30-26.
Efter kampen erkendte aarhusianernes træner, Claus Mogensen, at det var en hektisk affære.
- Ja, det var det. Men det havde vi egentlig også forberedt os på, at Slagelse ville komme med forskellige forsvarsopstillinger og forsøge at stresse os på den måde, sagde han efterfølgende til håndbold.dk.
- Det synes jeg, vi gennem hele kampen løser rigtig godt – måske ikke lige de sidste ti minutter af første halvleg, men ellers spillede vi os til de muligheder, vi gerne ville, sagde han.
- Da de begyndte at dække 4-2 var Sofie (Bloch-Sørensen, red.) rigtig gode til at skabe sine egne muligheder og også til medspillerne. Det var rigtig fedt at se, at vi var så rolige over for deres forskellige initiativer, forklarede træneren.
Slagelse var flere gange tæt på at nå helt op på siden af SK Aarhus, men hjemmeholdet bevarede føringen hele vejen igennem.
- Vi lader os ikke stresse af, at de laver et par hurtige mål. Vi bliver ved med at have fokus på det, som vi vil gøre med en tro på, at det er det, der vil bære os igennem, forklarede Claus Mogensen.
- I de fleste andre kampe synes jeg, vi har leveret en rigtig god forsvarsindsats. I dag synes jeg, det kunne have været bedre. Og så er det bare dejligt, at angrebet tager over og laver de mål, der skal til, lød det fra træneren.
