Nyheder

Skanderborg selv skyld i nederlag

Skrevet af Jesper Harborg, tor, 02/16/2012 - 12:01
Foto: Skanderborg Håndbold

Oprykkerne fra Skanderborg, der har overrasket mange med flotte resultater i sæsonens løb, var tæt på at få point i den svære udekamp mod Skjern onsdag aften. Skjern vandt 29-28 efter at Skanderborg havde været i spidsen gennem en stor del af kampen, og oprykkerne brændte endda et straffekast i slutsekunderne.


Dagen derpå kommer svaret prompte, da træner Jesper Holm skal fortælle om følelserne i forbindelse med nederlaget.


- Vildt skuffet, egentlig, siger han til håndbold.dk.


Mere end det brændte straffekast, der ellers kunne have givet et point, er det begivenheder tidligere i kampen, træneren ærgrer sig over.


- Jeg vil sige, at vi tabte pointene i en periode fem-ti minutter inde i anden halvleg, hvor vi taber den periode med 4 eller 5-0 på grund af nogle personlige fejl. Der går vi fra at have overhånden til at halse efter, og der ændrer kampen karakter, siger han.


- At vi brænder et straffe til sidst gør det selvfølgelig bare ekstra ærgerligt. Men vi er selv skyld i, at vi ikke kommer væk med to point, konstaterer Jesper Holm.


Træneren er lidt ambivalent i forhold til, om Skanderborg trods nederlaget kan tage noget med fra kampen, hvor de pressede et rutineret hold på udebane.


- Både-og. Det er dejligt, at vi ikke bliver spillet bagud, så vi skal ikke til at rejse os mentalt. Men havde vi fået point, kunne vi efterhånden have afskrevet bunden. Nu kan vi stadig blive overhalet af to hold i weekenden. Så spillemæssigt kan vi godt bruge det til noget, at vi spillede en god kamp. Pointmæssigt kan vi selvfølgelig ikke bruge det til noget som helst, siger Jesper Holm.
 

Øvrige nyheder

Øvrige nyheder

Arkiv

Nyhedsarkiv