- Nyheder
-
Slagelse: Vi skal vinde for at blive i ligaen
Skrevet af Jesper Harborg, fre, 02/17/2012 - 10:46
Slagelse FH ligger tredjesidst i dameligaen og får lørdag besøg af Aalborg DH, der ligger på ottendepladsen. Altså en kamp mellem to hold fra gruppen af hold, der skal spille kval-spil om at undgå nedrykning. Aalborg DH kan stadig skimte en plads i slutspillet, mens Slagelse endnu ikke er fri af sidstepladsen og den direkte nedrykning.
Det er konditionerne før kampen, hvor der kun er én ting, der tæller for Slagelse FH.
- Vi skal jo vinde, hvis vi skal blive i ligaen, siger træner John ”Speedy” Larsen til håndbold.dk.
I mandags spillede Slagelse på udebane mod SK Aarhus i en kamp med noget næpr samme udgangspunkt, idet arhusianernes situation minder meget om Aalborg DH's. Dog er SK Aarhus pt. over slutspilsstregen. Dén kamp tabte Slagelse, hvilket selvfølgelig ikke lover godt for Aalborg-kampen.
- Vi må jo gøre alt, hvad vi kan. Tage de gode ting med fra Aarhus-kampen og kigge på de dårlige ting og se, om vi ikke kan stå sammen om det her. Det bliver vanskeligt, siger John Larsen, der dog har et godt billede af, hvor der skal sættes ind i forhold til kampen i mandags.
- Vi skal forbedre vores forsvarsspil. Aarhus lavede 30 mål, og det er rigtig, rigtig mange. Vi skal have modstanderne ned omkring 23-24 mål i sådan en kamp, hvis vi skal vinde, siger han.
Kampen mellem Slagelse og Aalborg DH spilles lørdag kl. 15 i Antvorskov-hallen
