- Nyheder
-
Viborg henter keeper i Sverige
Skrevet af Claus Sonne, ons, 04/25/2012 - 19:28
Foto: Viborg HKViborg HK har indgået en toårig aftale med den talentfulde 23-årige svenske målvogter Linus Persson, som starter 1. juli. Samtidig har klubben indgået en ny aftale med bagspiller Jimmi Riis. Det fortæller klubben.
Linus Persson kommer til at kæmpe med erfarne Milan Kosanovic og den fremstormende danske U-20 landsholdskeeper Mikael Madsen om pladsen i Viborg HK's mål. Sportschef Susanne Munk Wilbek glæder sig over den øgede konkurrence, samt at man i Linus Persson får en keeper, der har andre spidskompetencer end truppens to øvrige målmænd.
- Linus Persson er en reaktionsstærk, eksplosiv og aggressiv målmand. Han er en anderledes type end de to andre målmænd, vi råder over i næste sæson, og som begge har en meget rolig stil. Linus er en målvogter, som er stærkt på vej fremad, og han besidder en stor vilje til at arbejde hårdt for at få det maksimale ud af sit talent. Derfor tror jeg også, han vil passe rigtig godt ind i vores trup, lyder det fra Susanne Munk Wilbek.
Trods sin unge alder har Linus Persson allerede opsamlet en del international erfaring gennem Europa Cup deltagelse med sin nuværende klub Lugi og fra masser af kampe på diverse svenske ungdomslandshold. Den unge keeper ser frem til skiftet til Viborg HK.
- Det bliver både sjovt og spændende at teste mig selv i en ny klub og en ny liga. Der er ingen tvivl om, at alt er meget bedre her. Der er et rigtig godt træningsmiljø, som forhåbentlig gør, at jeg vil udvikle mig som målmand og med tiden også tage en plads som førstekeeper. Derudover vil jeg selvfølgelig forsøge at bidrage til, at Viborg HK igen får en plads i Slutspillet, siger Linus Persson, der som ekstra bonus samtidig får mulighed for at bo sammen med sin kæreste Isabelle Gullden, som er playmaker på Viborg HK's damehold.
Ud over aftalen med Linus Persson har Viborg HK lavet en ny etårig aftale med bagspilleren Jimmi Riis. Jimmi Riis kom til klubben sidste sommer på baggrund af en vellykket prøvetræning. Forud for dette havde han spillet en årrække i schweizisk håndbold. Jimmi Riis viste dengang et potentiale, der pegede i retning af, at han kunne udvikle sig til ligaspiller. Det har været hensigten, at han skulle bruge det meste af denne sæson på at klargøre sig fysisk til ligahåndbold.
Den proces er forløbet godt, og i Slutspillet har han i begge Viborg HK's kampe mod BSV vist, at han råder over et glimrende skud fra distancen. Derfor er Susanne Munk Wilbek glad for at kunne give den 25-årige back muligheden for at slå igennem på liganiveau.
- Da vi indlemmede Jimmi Riis i truppen, var det jo fordi, vi så nogle ting i ham, som vi troede på, at vi kunne få glæde af på lidt længere sigt. Vi vidste godt, han skulle bruge noget tid, men i Slutspillet har Jimmi vist nogle af de ting, vi har gået og ventet på. Hans primære våben er et godt skud, men har er også en god forsvarsspiller, især i et 6:0 forsvar. Vi håber, han kan fortsætte sin positive udvikling, for han er en spændende spiller, som vi ser frem til at arbejde videre med, udtaler Susanne Munk Wilbek.
