Nyheder

Viborg: Randers er stadig favoritter

Skrevet af Jesper Harborg, fre, 05/18/2012 - 14:52
Foto: Sportsagency

Viborg tog første stik i DM-finaleserien, da holdet fra Domkirkebyen i aftes vandt 30-29 ude over Randers. Før morgendagens returkamp er Viborg-træner Martin Albertsen glad for sejren og indsatsen i en generelt god håndboldkamp.


- Vi leverer en fin indsats, lige som Randers gør. Det var en god kamp og en god propaganda for damehåndbolden – og det var vores udgangspunkt, at vi skulle lave god propaganda. I en finale skal man give los og gøre det bedste, man kan, siger han til håndbold.dk.


- Det er to jævnbyrdige hold, hvor kampene ligger og vipper frem og tilbage. Det kan ske alt, og når kampene ligger så tæt, er det jo nærmest som én kamp. Over 120 minutter vil det være jævnbyrdigt mellem Randers og os. Holdene kender hinanden ud og ind, og det er pt. Danmarks to bedste hold, fortsætter Viborg-træneren.


Selv om hans hold altså har en føring før returkampen i morgen, og selv om denne skal afvikles i Viborg Stadionhal, placerer Martin Albertsen favoritværdigheden hos de kronjyske modstandere.


- Vi skal kæmpe os til det, hvis det skal lykkes i morgen. Randers er stadig favoritter efter at have været i finalen to år i træk og efter, at de er blevet forstærket siden sidste år. De vil lægge et enormt tryk på os, og det er uanset, at det er på vores hjemmebane i morgen. Og de viste jo mod FCM, at de godt kan komme igen på udebane efter at have tabt hjemme. De er meget besværlige at slå, siger han.


- Du kalder Randers favoritter, og Jan Leslie kalder Jer favoritter – er der lidt spilfægteri..?


- Næ, men fakta er, at Randers har forstærket sig siden sidste år med Susan Müller og Veronica ..., så jeg kan ikke forstå, at de skulle være dårligere end sidste år – og de var i finalen sidste år, og det var Viborg ikke, konstaterer Martin Albertsen.


Den afgørende finalekamp mellem Viborg og Randers spilles lørdag kl. 21 i Viborg Stadionhal.
 

Øvrige nyheder

Øvrige nyheder

Arkiv

Nyhedsarkiv